Hvor er det dog spændende med snakken om randzoner langs vandløb.
Her vises et eksempel på forskellig fortolkning home langs Ammendrup Å i Nordsjælland.
Som åmand tænker man sit.
Hvis alle bræmmer var så smalle som vist her hos den foretagsomme bonde – hvor pokker skal jeg så kunne være langs åen.

Hvor kan jeg aflægge grøden fra åen uden, at få ballade med at ødelægge afgrøderne?
Og, hvis ikke jeg passer åen, så bliver markerne ikke afvandet.
Når der gødes, vil grøden vokse eksplosivt i åen med fare for oversvømmelse.
Når der sprøjtes vil det forringe forhold for fisk og andet i åen.
Åh, jeg tænker mit – men jeg tænker!
Det gør vist ikke alle i denne snak om grænserne langs åerne…
Jeg anser det som god moral, at værne og beskytte de organismer som er skabt (hvad enten man ser dem Guds skaberværk eller som underfundigheder i Darwins udviklingslære).
Jeg anser det som et ansvar, at vi ikke blot tænker på næsehorn i Afrika og pandabjørne i Kina, men også ser på de udryddelsestruede arter vi har udenfor egen dør (deraf en lang liste ved vores vandløb) – og tænker lidt logisk. Logik er, at når vandløb tilføres mere gødning, så vil planterne vokse mere – når planterne vokser mere i vandløb, så stiger vandet – når vandet stiger, så kommer der vand på markerne – kommer der vand på markerne, så…….. Ak Ak. kort fortalt, og uden omsvøb, så ser det ud som om, at “man kræver renere drikkevand samtidigt med fri ret til at tisse i brønden” – Det kan ikke lade sig gøre!